onsdag den 24. oktober 2012

Flere sønderjyske staudebede...

På havnen i Gråsten er der bygget eksklusivt etagebyggeri med udsigt over vandet. Da jeg sidst var her var byggeriet endnu ikke færdigt så det var spændende at se det færdige resultat. Rundt om byggeriet er der anlagt plæner og bede i stramme linjer. Bemærkelsesværdige var bestemt de store staudebede.
Bedene består primært af diverse græsser men også solhat, lavendel, røllike m.m. Det må være en dygtig anlægsgartner og ser man virkelig, at store grupper af samme sort gør sig godt for helhedsindtrykket. Det er noget jeg tror, at jeg vil tænke på fremover. Ligeledes må jeg bare have flere græsser i min have...










Royal have...

I børnenes efterårsferie gik turen til Gråsten i det sønderjyske. Gåturene gik flere gange gennem Gråsten Slotshave i det dejlige efterårsvejr med temperaturer op til 20 grader.
Slotshaven rummer nogle enorme staudebede (...i hvert fald efter min målestok) og en hel del roser...
Desværre, men naturligt nok var størsteparten af staudebedet afblomstret. Gartneren eller gartnerne var begyndt at ydtynde, flytte og dele diverse stauder. Men bedet var stadig smukt. Jeg har dog lovet mig selv, at vende tilbage når det hele står i blomst....
Billederne er en smule "kurvede", da de fleste er taget med iPhonen's panorama-funktion for at få det hele med...





Gennem hele ugen forandrede skoven sig og fik efterårsfarver...



 Foran staudebedet ligger det lille nedsænkede bassin med springvand ("Sunken Garden") og rundt om dette en stor samling engelske roser. Det var selvfølgelig noget der fangede min interesse da David Austins roser hører til blandt mine absolutte favoritter...



'Barbara Austin'...



'Grace'...


'Falstaff'...

torsdag den 11. oktober 2012

Nyt bed, del 2...

I går var en skøn dag med det flotteste "solskins-efterårs-vejr". Så det var nærliggende, at gå i haven. Det skrider frem ad med det nye bed. Der er påfyldt spagnum, rosenjord, kompost og muld for sikre god vækst.
Den brede hæk af Blåkant (Katteurt) er blevet delt og en ny er lavet på modsat side. Ligeledes har jeg plantet nogle af de roser jeg beskrev i det forrige indlæg...







Udkast til det færdige bed...

lørdag den 6. oktober 2012

Nyt bed til roser og stauder...

Den lille stump græs ved drivhuset og terrassen har længe irriteret mig under græsslåningen. Græset er blevet fjernet og det hele er nu udlagt til et nyt bed.
Der er flere roser rundt omkring i haven der står lidt klemt og ikke præsenterer sig optimalt på deres nuværende plads.
Planen er at flytte 'Willestrup', 'Burgundy Ice', 'Egeskov' og den nye 'Louise Bugnet' til det nye bed. Siden skal der suppleres med passende stauder og måske (forhåbenligt) med flere roser. Bedet rummer allerede 'Rose de Recht' og 'Félicité et Perpetué'.
Med først skal bedet "kæmmes" for diverse uønskede ukrudtsplanter og dernæst jordforbedres...

Før udvidelse af terrasse og anlæggelse af bed...


Nu...


onsdag den 3. oktober 2012

Rosenfjendsk vejr...

På trods af det aktuelle "rosenfjendske" vejr med rusk og regn hver og hveranden dag, stortrives flere af roserne i vores have...

'Astrid Lindgren' med tunge hoveder...





'Berleburg Castle'


Symmetri ved drivhus...


Tidligere i år købte og plantede vi en Prædpære ved flisegangen til drivhuset. Siden da har vi været på jagt efter en passende makker, der passede i højde og størrelse. Nu er det lykkedes. Jeg er en anelse bekymret for om det bliver for "klemt" -  men håber, at kunne kompensere for dette ved at klippe kronerne...






mandag den 1. oktober 2012

Nye roser og nyt bed...

Søndag var ungerne afsat så fruen og jeg var på en lille tur til planteskolen. Vi fandt dog ikke lige noget vi ikke kunne leve foruden. Vi kørte derfor en tur til AZ (Bilka) og her fandt vi et par spændende ting.
Vi har længe talt om at lave et staudebed i Kenzo-farver (lila, blå, pink, orange, gule nuancer). Fruen har længe ønsket sig rosen 'Crown Princess Margaretha' fra David Austin og ideen er, at den skal være centrum i det nye bed. Rundt om den er plantet staudesalvie, anisisop, bjergmynte, loden løvefod, torskemund, rishirse. Vi må dog vente til næste år og se om kompositionen holder.


Vi købte rosen Louise Bugnet, som jeg længehar haft på ønskelisten. Jeg har dog endnu ikke fundet en plads til den.


Derudover blev det til en enkelt Klematis og endnu en prydpære så der kan blive symmetri ved havegangen til drivhuset.

'Miss Bateman'...