fredag den 14. oktober 2011

Efterår er æbletid...

Jeg elsker efteråret når alle de danske og velsmagende æbler kommer på frugtmarkedet. Duften er et helt kapitel for sig selv. Ud over at spise dem som de er kan de indgå i et væld af madopskrifter...

'Nordmænd spiser for at leve, danskere lever for at spise, og svenskere spiser for at drikke'.
(Nordisk ordsprog)



Salat med varmrøget laks og æbler

150 g varmrøget laks.
1 stk dansk æble.
Blandet salat, f.eks. romaine, rucola, lollo roso, feld.
Pinjekerner.
Perlespelt.
Rødløg
Citronolie.
Perber.

Perlespelt koges efter anvisning på pose og afkøles.Skræl og skær æble i mindre stykker. Læg æblestykker i koldt vand med citronsaft så de holder sig pæne. Arranger salat på et fad. Fordel perlespelt herover. Laks deles i mindre stykker og fordeles på fadet. Læg æblestykker og tynde ringe af rødløg over. Krydder med friskkværnet peber. Dryp en god citronolie over inden servering.

Karrysuppe med æble og kylling

1 løg finthakket
1 stort æble, revet.
1 revet gulerod
2 fed hakket hvidløg
1 spsk karry
2 spsk olie
8 dl vand/hønsebouillon
1 lille kvist timian
2 kyllingebryster
½-1 dl madlavningsfløde 18%
1 finthakket porre
1 dl rosiner
½ dl grofthakkede mandler
hakket persille

Alle grønsager med undtagelse af porren snittes/rives. Olie varmes i en gryde og karry svitses med de første grønsager. Tilsæt bouillon og timian og bring i kog. Kyllingebrysterne lægges i. Koges 20-30 minutter. Kødet tages op og trevles med to gafler. Suppen blendes. Fløde tilsættes. Finthakket porre tilsættes. Koges 3-5 minutter. Serveres drys af rosiner, persille og mandler. Tilbehør: brød.

Æblekage med marcipan

2 æg
600 g æbler, f.eks. Cox orange
100 g sukker
100 g smør
100 g marcipan
2 tsk bagepulver
150 g mel
1 appelsin.
mandelflager

Æbler skrælles og skæres i tynde både. Smør og sukker røres sammen. Groftrevet marcipan tilsættes sammen med æg. Skal og saft fra appelsin blandes i sammen med mel og bagepulver. Æblebåde vendes i dejen.
Dejen kommes i en springform beklædt med bagepapir. Drysses med mandelflager. Bages på ovnens midterste rille ved 175 grader i 30-40 minutter.

Istedet for appelsin kan citronsaft og citronskal anvendes. Jeg foreslår, at der anvendes lidt mere sukker ved brug af citron.

Serveres lun med letpisket flødeskum, creme fraische eller is.

Ovenstående er tre gennemprøvede og utroligt velsmagende opskrifter hvor æbler indgår som en bestanddel. God fornøjelse!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar